Foredrag
Jeg holder ofte foredrag om Afghanistan og Pakistan med udgangspunkt i mine oplevelser og erfaringer fra regionen fra 2004-2011.
Gennem fortællinger om pakistanerne og afghanernes levede liv går vi bag om de problemstillinger, der findes i regionen.
Du kan bestille et foredrag, som jeg tilrettelægger efter individuelle behov.
Herunder et udvalg af emner til inspiration til foredrag.
De pakistanske stammeområder
Foredraget tager udgangspunkt i min familiekrønike Ulvehjerter og handler om de lovløse stammeområder, der ligger langs grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. Det er netop her at krigen i Afghanistan også afgøres. Gennem flere årtier har stammeområderne med deres særlige befolkning og geografi været et skjulested for terrorister fra hele verden.
Nu bliver områderne i stigende omfang opfattet som kernen i Vestens krig mod terror. Waziristan i særdeleshed. Det var her, at bl.a. David Headley fra USA rejste hen for at få træning, før han planlagde angrebet i Mumbai og foretog undersøgelser af, hvordan han kunne angribe den danske avis Jyllands-Posten.
Foredraget sætter fokus på områderne men gennem et sjældent indblik i de mennesker, der bor der. Mennesker, der af Vesten bliver opfattet som fjenden. Hvordan tænker de? Hvad er hellig krig for dem? Hvorfor har stammefolket gang på gang vist sig som de barske krigere? Og hvilken rolle spiller stammeområderne på den internationale politiske scene og i krigen i Afghanistan?
Afghanistan
Krigen i Afghanistan har snart varet i 10 år. Frem mod 2014 vil Nato og USA trække sig gradvist ud af landet og overlade ansvaret for sikkerheden til de afghanske sikkerhedsstyrker, som Vesten vil fortsætte med at træne.
Men hvordan går krigen i Afghanistan egentlig? Hvilket samfund toner frem efter snart ti års krig mod Taleban? Hvad har Danmarks indsats betydet? Hvad sker der, når vestlige lande intervenerer i et stærkt traditionelt stammesamfund? Hvordan ser demokrati ud på afghansk og nytter det i et samfund, der har været i krig de seneste tredive år?
Pakistan
Foredraget tager udgangspunkt i mine erfaringer i Pakistan siden 2004 og min bog De Renes Land, hvor vi gennem de tre vidt forskellige hovedpersoner vil trække linier ud i alle kroge af det pakistanske samfund for at finde ud af, hvorfor Pakistan kaldes verdens farligste stat, og hvorfor det bør rage danskerne.
Vi går ned i detaljen i det levede liv i Pakistan, men hæver os også op på et generelt niveau. Hvad former Pakistan? Hvilken rolle spiller landet for vores krig i Afghanistan? Hvad er fremtidsperspektiverne, hvad er pakistanernes egeninteresser, og hvorfor er disse interesser altafgørende for Vesten og Danmarks situation i Afghanistan?
Kontakt
Journalist og forfatter
Puk Damsgård Andersen
Tlf - Afghanistan: +93 794 209 171
Tlf - Danmark: +45 61 65 48 24
Mail: pukdamsgaard@hotmail.com



